
Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus er en selvejende institution, som har til formål at udføre forskning i almen praksis og i sundhedsvæsenet i øvrigt. Endvidere ydes rådgivning og praktisk bistand til forskning i almen praksis og tilgrænsende områder. Institutionen drives for midler fra den af Praktiserende Lægers Organisation og Sygesikringens Forhandlingsudvalg (senere ændret navn til Regionernes lønnings-og takstnævn) oprettede forskningsfond ved navn "Fonden vedrørende finansiering af forskning i almen praksis og Sundhedsvæsenet i øvrigt".
Forskningsenhedens mission er, at
• bidrage til, at sygdomsbehandlingen i almen praksis sker på højest mulige evidensniveau og på højest mulige kvalitetsniveau
• at sikre, at patienter oplever behandlingsindsatsen i almen praksis som værende præget af høj faglighed, høj kvalitet og høj service
• at bidrage til, at almen praksis kan fungere som en videnskabeligt velfunderet og velintegreret, ligeværdig part i det samlede sundhedsvæsen
Denne mission opfylder vi praktisk ved gennem løbende opdatering i litteraturen og konkrete forskningsprojekter at skaffe viden, og gennem vejledning, rådgivning samt undervisning og foredrag at sikre udbredelsen til praksis.